• Job på Rønne Havn A/S

Rønne Havn A/S har, som en af Bornholms største arbejdspladser og med mange leverandører, kunder og samarbejdspartnere, et stort lokalt ansvar.

Kundesammensætningen er bred, og det betyder, at havnen rummer mange forskellige faggrupper med meget forskellige uddannelser som f.eks. skibsførere, havneassistenter, håndværkere, tømrer og smede samt specialarbejdere og kontorfolk. Alle er uundværlige og udfører væsentlige og betydningsfulde opgaver i forhold til skibstrafikken på havnen.

Rønne Havn A/S ønsker at skabe attraktive arbejdspladser i et værdiskabende arbejdsmiljø, hvor trivsel og mulighederne for personlig udvikling er i højsædet. Derfor har vi en målsætning om løbende at udvikle og styrke alle ledelses- og medarbejderniveauer i selskabet. Det skal bl.a. ske gennem uddannelse og kompetencegivende kurser.

Vi vil også gerne tage ansvar for at uddanne unge mennesker og har derfor i 2014 ansat en kontorelev. Selskabet har desuden indgået et særligt samarbejde med en lokal samarbejdspartner om at beskæftige to unge mennesker med særlige behov.

Havnen beskæftiger pt. 22 medarbejdere på helårsbasis, der organisatorisk er inddelt i tre forskellige afdelinger:

  • Maritim Service
  • Teknisk afdeling
  • Administration

Som en af Bornholms største arbejdspladser modtager vi løbende henvendelser fra interesserede, der ønsker arbejde på havnen, og det er vi glade for. Det er ikke alle, vi har plads til, men alle får naturligvis et svar.

I vores bestræbelser på at skabe et godt og sikkert arbejdsmiljø, forventer vi, at Rønne Havn A/S i foråret 2015 bliver ISO-certificeret i arbejdsmiljø efter OHSAS 18001.

 

Søger du et job, kan du kontakte os via vores kontaktside