Rønne Havn A/S modtog 3 bud på udbygningen af havnen

3 prækvalificerede virksomheder/konsortier har afgivet bud på entreprisen for erhvervshavnens udvidelse.

Rønne Havn A/S er nået til et vigtigt punkt i processen omkring havneudvidelsen. For mandag modtog en samlet ledelse og bestyrelse de tre prækvalificerede virksomheders/konsortiers bud på, hvordan og til hvilken pris, de vil kunne løfte opgaven.

”Alle tre bydere har ekspertise og kapacitet til at stå for havneinfrastrukturprojektet. Nu har vi modtaget deres bud og skal så sætte os ind i de samlede konditioner. Dernæst tager vi hul på de indledende forhandlinger,” siger Thomas Bendtsen, adm. dir. for Rønne Havn A/S. 

Selvom processen har været klar, så har en enkelt ansøger om prækvalifikation valgt at rette en klage til Klagenævnet for Udbud:

”I forbindelse med ansøgning om prækvalifikation og tildeling deraf klagede en af ansøgerne om prækvalifikation til Klagenævnet for Udbud. Ansøgeren anmodede om tildeling af prækvalifikation og også om en opsættende virkning af klagen. Klagenævnet afviste klagen på begge punkter, hvorfor udbuddet er fortsat. Ansøgeren har efterfølgende ikke videreført klagenævnets afgørelse," siger Thomas Bendtsen.

De tre prækvalificerede bydere er:

  • Boskalis International B.V.
  • Per Aarsleff A/S
  • Rønne Port Expansion Contractors, et konsortium bestående af DEME Infra Marine Contractors NV, M.J. Eriksson A/S og Dredging International NV