• Porten til Østersøen og landene omkring
    Havnens gunstige placering rummer mange muligheder for at betjene skibstrafik, vindmølleindustri og andre offshore aktiviteter

Kun få måneder efter at Offshore Center Bornholm blev etableret, vokser gruppen igen. Stadig flere virksomheder på Bornholm ser mulighederne i det strategiske samarbejde, der har fokus på offshore-branchen. De nye medlemmer er Danske Færger A/S, Knudsker EL, Rønne Revision og Bornfrost Rønne A/S, Nexø Havn A/S og Steenbergs Tegnestue. Gruppen rummer mange forskellige kompetencer, der tilsammen skaber en stærk alliance og fundament for et stort og spændende vækstpotentiale.

 

Bornholm har med sin fantastiske beliggenhed midt i Østersøen en helt unik og central placering for en lang række af de aktiviteter, der foregår i området. Hvert år passerer omkring 60.000 skibe enten syd eller nord om Bornholm. Skibe, der på forskellig vis har behov for en lang række serviceydelser. Dertil kommer, at netop Østersøen er udset som et af de helt store vækstområder i forhold til vindenergi med en lang række nye vindfelter.

Målet er derfor at markedsføre Bornholm som offshore-aktør inden for vindmøller og vindenergi, og derigennem at tilbyde Bornholm som servicehub til de mange planlagte vindfelter i Østersøen og som serviceudbyder af en lang række maritime serviceydelser til de mange skibe, der hver dag passerer forbi øen,” fortæller direktør Thomas Bendtsen.

”Det er positivt, at flere og flere virksomheder her på Bornholm ser mulighederne i vores strategiske samarbejde. Det udvider vores samlede kompetencer og betyder, at vi kan favne bredere i forhold til de serviceydelser, som vi kan tilbyde vores kunder, hvad enten det er inden for det maritime område eller offshore-branchen med fokus på vindmølleindustrien,” fortæller Offshore Center Bornholms bestyrelsesformand Morten Studsgaard.

”Mange virksomheder på Bornholm har stor erfaring med at betjene de forskellige aktører inden for offshore-branchen. De kompetencer skal vi styrke og videreudvikle bl.a. gennem samarbejde. Vi skal vokse, og vi skal blive ved med at udvikle vores serviceydelser, så de fremadrettet kan matche de bedste i branchen og de behov, som kunderne stiller i årene, der kommer,” understreger Morten Studsgaard.

Fremtidens udfordringer kræver et professionelt set-up, og det får vi bl.a. skabt gennem et fasttømret netværkssamarbejde. Jo flere virksomheder, der indgår i samarbejdet, jo stærkere står vi i den fremtidige konkurrence,” forklarer Morten Studsgaard, der i øvrigt håber og tror på, at mange andre relevante og kvalificerede virksomheder vil bakke op og indgå i samarbejdet fremadrettet.

Målet er at gøre Offshore Center Bornholm til spydspids for en samlet bornholmsk offshore-satsning. Derfor står Morten Studsgaard som bestyrelsesformand klar med åbne arme, når nye medlemmer melder deres interesse for de spændende muligheder.

******************************

For yderligere information kontakt bestyrelsesformand eller pressekontakt:

Morten Studsgaard: mobil 56 93 15 00, mail ms@bhstrans.dk

Thomas Bendtsen: mobil 30 61 07 63, mail Thomas.Bendtsen@roennehavn.dk

Læs mere på http://www.ocbornholm.com