EU indførte i 2019 en ny Plantesundhedsforordning med skærpede regler for indførsel af planter og planteprodukter fra lande uden for EU. Formålet med reglerne er at beskytte vores natur- og kulturlandskab samt planteproduktion mod alvorlige sygdomme og skadedyr.
Med de nye regler er det ikke længere tilladt at indføre planter, frø, frugt og andre planteprodukter fra rejser i lande uden for EU, uden at disse følges af et plantesundhedscertifikat. Hvis du medbringer planter til plantning, herunder visse typer af frø til udsæd fra lande udenfor EU, skal du kunne vise et plantesundhedscertifikat og anmelde det til import. Varen bliver derefter importkontrolleret af Landbrugsstyrelsen. Du skal være opmærksom på, at der er udgifter forbundet med importkontrollen.
Hvis du medbringer frugter, grøntsager, afskårne blomster eller andre levende plantedele, der ikke er bestemt til plantning, fra lande uden for EU, vil der stadig være krav om plantesundhedscertifikat, men produkterne skal ikke anmeldes til import.
De eneste undtagelser fra reglerne er frugter, herunder ananas, kokosnød, banan, durian og dadel, som du frit kan tage med ind i landet.
De nye regler indebærer desuden, at flere typer af planter til plantning er omfattet af forbud mod import.