De sidste skærver bliver leveret til det nye projektareal i Sydhavnen
MT Højgaard er ved at få de sidste 50.000 tons skærver leveret til projektarealet i Sydhavnen. Arealet skal bruges allerede i slutningen af året, hvor Vestas kommer med 76 nye 15 MW-vindmøller til det polske projekt, Baltic Power.
”Vi er langt med at færdiggøre det nye projektareal og får lige nu leveret de sidste 50.000 skærver fra NCC’s granitbrud ved Snorrebakken. Som en del af bæredygtighedsstrategien for hele udbygningen tilstræber vi at købe så mange lokale materialer som muligt. Derfor har vi også så vidt muligt brugt lokale materialer til arbejdet med at bygge det nye projektareal, og det har været en fornøjelse at kunne have så meget granit til rådighed på Bornholm,” siger MT Højgaards projektchef, Dan Harborg Locht.