BRK holdt borgermøde om etape 4
BRK’s borgermøde den 9. januar er en del af høringsprocessen i forbindelse med etape 4 af fremtidssikringen af Rønne Havn, hvor borgere kan stille spørgsmål og komme med input/kommentarer til plangrundlaget og den miljøkonsekvensrapport, som er udarbejdet af Niras.
I rapporten er bl.a. beskrevet, hvilken påvirkning af miljøet som byggeriet vil have. Miljøkonsekvensrapporten er en del af den offentlige hørringsproces, inden bygherren kan få tilladelse til at påbegynde projektet.
"Etape 4 er symbolet på fremtidssikringen af Rønne Havn. Når den nye havn er færdig, vil besejlingsforholdene være væsentligt bedre med mindre bølgeuro og mere plads at manøvrere på. Det vil give en styrket havn, og vil være med til at styrke Bornholm som ø i Østersøen," sagde Lars Nordahl ved borgermødet.
Der var mødt knap 20 borgere op til mødet på Snorrebakken.