Fremtidssikringen af Rønne Havn er kommet godt fra start
Arbejdet med etape 3 i udbygningen af Rønne Havn er kommet godt i gang. Det er det bornholmske firma STM-Enterprise, som står for nedrivningen af bygninger i Sydhavnen.
Det gamle isværk er som den første bygning blevet nedrevet, og en række af byggematerialerne bl.a. beton bliver genbrugt, mens isolering og eternit bliver sendt videre til BOFA.
Brian Kofoed, direktør og indehaver af STM-Enterprise, står for koordineringen af projektet med nedrivningen. Hans mål er at så mange af materialerne bliver genbrugt - og gerne på Bornholm. Som en del af det arbejde har Brian har rakt ud til folk, han kender, og spurgt, om der er nogle, som mangler byggematerialer.
”Vi kan lige så godt genbruge byggematerialer, i stedet for at få dem fragtet over. Det er god logik og bæredygtigt. Jeg har lavet en række aftaler med lokale håndværkere, foreninger og private, som bruger dele af de nedbrudte materialer. Der er materialer fra alle 15 bygninger, der skal nedbrydes, som også bliver genbrugt. I nogle bygninger er det næsten hele bygningen, mens det med andre bygninger mere er døre, vinduer etc., som bliver taget ud og genbrugt.”
En af de bygninger, som bliver genbrugt, er fx maskinhallen på Sydhavnsvej, som tidligere har tilhørt Bornholms Elektromotor. Det meste af bygningen vil blive genbrugt i Rønne Golfklub, som vil bruge mange af materialerne som spær etc. til at lave en hal til greenkeepernes maskiner.
Dele af den gamle redningsstation vil også blive brugt, men det er mest døre og mursten. Brian Kofoed har også taget en del teglsten fra redningsstationen og opmagasineret dem.
”Det er de samme tegl, som er brugt på redningsstationen, som der ligger på mange af husene i den gamle del af Rønne. Så når folk skal have lavet en reparation af deres tag, så ved de, hvor de kan henvende sig for materialer,” siger Brian Kofoed.