MT Højgaard har taget base på Tværmolen
Totalentreprenøren MT Højgaard er allerede i fuld gang med at opbygge sin base på Rønne Havn. De første ansatte er flyttet ind ved Isværket på Tværmolen, hvor de har deres faste kontor. Inden nedbrydningen af bygninger i Sydhavnen går igang i begyndelsen af december vil der være seks-otte personer ansat.
MT Højgaard regner med at skulle være op mod 60 ansatte, når ombygningen er i fuld gang. MT Højgaard vil i byggeperioden være etableret med skurvogne mv. på Tværmolen.
Ansvaret for MT Højgaards projektteam bliver projektchef, Dan Harborg Locht, der også var ansvarlig for seneste udbygning på havnen, som blev færdig i slutningen af 2022.
Der vil løbende blive ansat folk til projektet og MT Højgaard regner også med at skulle ansætte flere lokale personer. Den første lokale ansættelse er allerede foretaget med projektassistent Camilla Koefoed Pilegaard, der bliver MT Højgaards ansigt udadtil, når man ankommer på pladsen. Camilla bor til daglig i Sorthat-Muleby, og har også deltaget i de tidligere arbejder på havnen.