Rønne Havns nye kaj er snart færdig

Den sidste leverance af sand til Vesthavnen i Rønne Havn nærmer sig sin afslutning. Kun 30.000 m³ ud af i alt ca. 150.000 m³ sand mangler at ankomme, før opfyldningen af den nye multifunktionskaj er komplet. Ifølge entreprenøren MT Højgaard forventes det, at de sidste leverancer vil finde sted inden for den kommende måned, hvorefter den afsluttende stabilisering og anlægsarbejde kan begynde.
Sandet bliver fortsat udvundet fra Faxe Bugt og Rønne Banke og transporteret med de hollandske sandsugerskibe DC Rio og DC Ostend. Med hver leverance rykker projektet tættere på sin afslutning, og forventningen er, at kajen kan tages i brug som planlagt.
"Vi er meget tilfredse med, hvordan arbejdet skrider frem. De sidste måneder har været en intensiv periode, men vi kan nu se den nye kaj tage form. Med de sidste 30.000 m³ sand på vej er vi snart klar til næste fase, hvor betonarbejderne, belægningsarbejderne og de afsluttende installationer bliver lagt," siger Dan Harborg Locht, projektdirektør hos MT Højgaard.
Foruden sandet forventes de 2.200 paller med belægningssten at ankomme sideløbende med den sidste del af sandopfyldningen. Disse sten skal udgøre det solide underlag for den nye multifunktionskaj, der vil styrke Rønne Havns kapacitet og fremtidssikre den til stigende fragtruter og større skibstyper.
De kommende uger vil derfor være afgørende for projektets endelige færdiggørelse. Når den sidste sandleverance er på plads, kan de sidste tekniske installationer og afsluttende arbejder på kajen begynde. Planen holder, og hvis alt går efter tidsplanen, vil de første 300 meter af den nye kaj være klar til at modtage de første skibe fra august måned i år.