Stor lokal opbakning til fremtidssikring af Rønne Havn
Rønne Havn A/S har netop afsluttet tredje etape af havnens fremtidssikring, som er afgørende for at sikre Bornholms forsyningssikkerhed. En undersøgelse viser, at der er bred lokal opbakning blandt bornholmerne til udvidelsen og sikringen af havnen. Over to tredjedele af alle bornholmere er enige i, at en udvidelse af havnen gavner hele øen, og at det er vigtigt at fremtidssikre denne centrale del af Bornholms infrastruktur.
Havnens administrerende direktør, Lars Nordahl, glæder sig over den positive opbakning til projektet.
”Det er vigtigt for Bornholm, at vi får fremtidssikret Rønne Havn, så vi kan sikre både forsyningssikkerheden og klimasikringen af øens centrale erhvervshavn. Derfor er det positivt at se, at bornholmerne på tværs af hele øen betragter havnens udbygning som nødvendig og gavnlig for Bornholm,” siger Lars Nordahl.