Rønne Havn ønsker at bidrage til Bornholms udvikling og fællesskab ved også at støtte en række projekter og foreninger på øen.
I 2024 har havnen bidraget med midler til lokale initiativer og projekter, der spænder bredt fra erhvervsudvikling til kultur og sociale projekter
Blandt modtagerne af støtte i 2024 er bl.a. Offshore Center Bornholm, Folkemødet, Tilflytterservice, Bornholms Mosteri, Bornholms Kulturuge, Bornholms Træbådelaug og Rønne Havbad.
Medarbejderne på havnen vælger hvert år to projekter eller foreninger, der skal modtage økonomisk støtte.
I 2024 har medarbejderne valgt Blå Kors Bornholm og Kvindekrisecenter Bornholm som de to projekter, der skal modtage et bidrag på 25.000 kroner hver.
Rønne Havn har en interesse i at Bornholm udvikler sin position som attraktiv turist-ø. Derfor har Rønne Havn i 2024 besluttet at være hovedbidragsyder for cykelløbet PostNord Danmark Rundt, der til næste år kommer til Bornholm for første gang.
I alt støtter Rønne Havn A/S i 2024 med godt en mio. kroner til foreninger, aktiviteter og projekter på Bornholm.
Hvis du har ideer til projekter eller foreninger, som Rønne Havn bør støtte, skal du kontakte kommunikationschef, Jesper Jürgensen, på jj@portofroenne.com