Rønne Havn A/S: Det er korrekt at vi har indbragt Færgen A/S for inkasso
Rønne Havn A/S har indbragt Færgen A/S for inkasso på grund af udestående for millionbeløb. Årsagen til tvisten er, at Rønne Havn A/S har ændret sin rabatstruktur.
”Man kan ikke selv bestemme, hvad man vil betale.” Det er meldingen fra Rønne Havn A/S’ administrerende direktør, Thomas Bendtsen, som med en enig bestyrelse i ryggen, har indbragt Færgen A/S for inkasso. En sag, som nu skal behandles ved Sø- og Handelsretten.
Da Rønne Havn A/S indbragte sagen for inkasso, havde Færgen A/S offentliggjort, at selskabet var sat til salg. Det ville naturligvis bringe havnens tilgodehavender i fare, så derfor var det vigtigt for havnen at markere, at parterne har en tvist. Da Færgen A/S trods havnens varslinger mv. stadig ikke betaler efter den nye struktur, så har havnen ikke haft andre muligheder end at anvende retspraksis.
”Det er nu over 2 år siden, at vi den 1. januar 2016 varslede Færgen A/S om ændringer i vores rabatstruktur og at disse ændringer ville træde i kraft fra 1. januar i år. Vi har ikke ændret i vores takster andet end at sørge for at taksterne følger prisindekset. Vi har alene ændret i rabatstrukturen. Færgen A/S har så valgt at ignorere vores ændringer, hvorfor det skyldige beløb fra 1. januar i år blot er vokset og vokset. Det er helt uacceptabelt, at Færgen A/S ikke har reageret på såvel varslinger som tilsendte rykkere. Jeg må sige, at dette er helt uden fortilfælde,” udtaler Thomas Bendtsen, adm.dir. for Rønne Havn A/S.
Ingen takst-ændringer
Ifølge Rønne Havn A/S omhandler ændringen en reduktion fra omkring 90 % i rabat ved den gamle rabatstruktur til omkring 70 % i rabat ved den nye rabatstruktur.
”Der er ikke tale om at vi fjerner rabatten, men vi reducerer den. Og en rabat på 70% er fortsat en pæn rabat for et selskab at opnå,” udtaler Thomas Bendtsen, som godt kan forstå hvis nogle undrer sig over, hvorfor havnen tidligere havde en så høj rabat:
”Rabatten har fået en voldsom størrelse, hvilket vi fra havnens side nu har reageret på. Vi har fokus på at holde vores produktionsapparat og infrastruktur konkurrencedygtig til gavn for de bornholmske erhvervsvirksomheder, bornholmerne og det bornholmske samfund. Rønne Havn A/S driver Bornholms primære forsyningshavn og det er afgørende at den er i stand til at tilpasse sig markedskravene – ikke bare nu men også på sigt,” udtaler Thomas Bendtsen.
Lige og fair konkurrencevilkår
Molslinjen har overtaget færgebetjeningen af Bornholm fra 1. september i år og har nu valgt at prøve sagen ved Konkurrencestyrelsen, idet de mener, at Rønne Havn A/S benytter sin monopollignende situation i forbindelse med ændringen af rabatstrukturen:
”Det er vigtigt at forstå, at Molslinjen var bekendt med Rønne Havn A/S’ varslede ændringer i rabatstrukturen da de bød på opgaven. Så da Trafikministeriet ifm. udbuddet valgte Molslinjen, der havde vi fra havnens side også varslet Molslinjen. Når det er sagt, så er Molslinjen i sin gode ret til at prøve sagen ved konkurrencemyndighederne. Jeg kan sige, at Rønne Havn A/S ved en tidligere sag i Konkurrenceretten kunne dokumentere at vi førte rimelige priser og ikke udnyttede vores monopollignende situation,” slutter Thomas Bendtsen, der understreger at havnen naturligvis drives med respekt for den lige og fair konkurrence.
Rønne Havn A/S betjener færgeruter til 4 destinationer i henholdsvis Danmark, Sverige, Polen og Tyskland.