Folkemødedebat: Det Blå Danmark sætter fokus på havvindmølleparker i Østersøen idag
Kom til debat om Bornholms og Rønne Havns muligheder for at tage del i offshore-kagen.
Nordsøen har hidtil været firstmover når det handler om havvindmølleparker og dertil hørende offshore-aktiviteter, som genererer vækst og beskæftigelse i oplandet omkring.
Nu er det østlige Danmark ved at blomstre op på denne front og bliver i disse år en såkaldt second mover. For der kommer fra 2020, for første gang i historien, til at blive lastet og losset vindmølledele fra Rønne Havn – når den 600 megawatt store havvindmøllepark på Kriegers Flak skal etableres.
Alt det og meget mere er i fokus når ’Det Blå Danmark’ i samarbejde med blandt andre Rønne Havn A/S inviterer til paneldebat på Postbåden Peter – i Allinge Havn torsdag den 13. juni kl. 15.00 til 16.00. (H7)
”Vi har lige afholdt en stor indvielsesfest på vores havn i lørdags, hvor cirka 5.000 bornholmere kiggede forbi for at tage deres nye erhvervshavn i øjesyn. Nu står vi her ombord på Postbåden Peter torsdag og fortæller om alle de offshore-relaterede aktiviteter, der ligger i havet omkring os og som kommer til at præge Bornholm nu og i al fremtid,” udtaler Thomas Bendtsen, adm. dir. for Rønne Havn A/S i en pressemeddelelse.
De øvrige tilstedeværende er Wind Denmark, Siemens Gamesa, Vattenfall samt det lokale folketingsmedlem, Lea Wermelin. Alle væsentlige aktører i offshore-debatten.
Rønne Havn A/S ser frem til debatten og kommer da også med en opfordring:
”Nu havde vi jo en skøn dag sammen med bornholmerne i lørdags, hvor de kunne besigtige deres nye havn. Derfor vil jeg da opfordre til at deltage i debatten og udnytte den enestående mulighed for at stille spørgsmål til deltagerne i panelet”, udtaler Thomas Bendtsen.
Yderligere information, kontakt:
Vicki Johansen, Presseansvarlig for Rønne Havn A/S: 24794729