Rønne Havn: Bookingliste lyder på 63 krydstogtanløb i 2021
Rønne Havn A/S står til en særdeles god krydstogtsæson næste år, hvis restriktioner som følge af Covid19 ikke fortsætter.
Hos Rønne Havn A/S har året budt på to tekniske krydstogtanløb, hvor skibene lå på red. På trods af en Covid19-præget krydstogtsæson, valgte selskabet at udnytte ”nedetiden” på en konstruktiv måde. Man fremrykkede simpelthen planlagte investeringer:
”Vi valgte at sætte skub i byggeriet af et 16.000 kvadratmeter stort areal, som skal anvendes til velkomstfacilitet for krydstogtgæster. Vi fremrykkede byggeopgaven, som et lokalt entreprenørfirma har stået for og som nu står færdig,” udtaler Thomas Bendtsen, CEO for Rønne Havn A/S.
Rønne Havn’s nye areal er gjort klar, så det også lever op til alle sundhedsmæssige anbefalinger:
”Vi har taget det lokale politi med på råd, da vi etablerede faciliteten og har fra starten indarbejdet myndighedskrav til afstand og håndsprit mv. Vi har etableret sikker færdsel væk fra faciliteten for de gæster der vælger at gå eller som trækker med en cykel,” fortæller Thomas Bendtsen, der udtrykker ønske om, at der snart kommer en vaccine eller noget medicin, som kan afhjælpe Covid19-pandemien:
”Vi krydser da fingre for, at vi kan slippe af med pandemien. Hvis ikke den også påvirker krydstogtsæsonen 2021, så står vi til at modtage 63 anløb i 2021. Men det er svært at vurdere sådan som pandemi-situationen ser ud på nuværende tidspunkt og listen kan stadig nå at ændre sig mange gange før sæsonstart 2021,” udtaler Thomas Bendtsen.
Hos Destination Bornholm, der også lægger store kræfter i at synliggøre Bornholm som attraktion og destination ude på markederne, krydser man også fingre for, at Covid19 snart slipper sit tag i markedet:
”Bornholm er blevet en stadigt vigtigere krydstogtdestination i Danmark. Derfor har krydstogtgæsterne været savnet hos mange af vores medlemmer, hvis forretninger har stor glæde af denne form for turisme. Vi ser meget frem til at skibene igen begynder at lægge til i Rønne,” udtaler Pernille K. Lydolph, Direktør for Destination Bornholm