Coronavirus påvirker antallet af krydstogtanløb i 2020
COVID19-pandemien har påvirket verdenssamfundet på mange parametre, således også krydstogtmarkedet. Rønne Havn A/S imødeser på den baggrund flere aflysninger i denne sæson.
Påsken plejer at sætte fut i krydstogtsæsonen, men i år har været en undtagelse, som følge af den verserende Corona-virus.
”Vi har haft brug for at se situationen og markedsudviklingen lidt an før vi ville komme med en melding om, hvordan antallet af krydstogtanløb ville blive påvirket. På nuværende tidspunkt har vi 15 aflysninger og det er vores forventning, at der vil komme flere aflysninger i denne sæson som følge af pandemien,” udtaler Thomas Bendtsen, CEO for Rønne Havn A/S.
Selvom COVID19’s indtog ikke har været en del af virksomhedens planlægning for 2020 og selvom virksomheden havde en særdeles lovende krydstogtsæson i vente, så ser Rønne havn A/S’ administrerende direktør alligevel fortrøstningsfuldt på fremtiden:
”Vi budgetterer altid yderst konservativt hos Rønne Havn A/S. Det betyder, at vi står godt rustet til at håndtere en krise som denne. Vi bliver naturligvis ramt på forretningen på lige fod med alle andre virksomheder rundt omkring i verden,” udtaler Thomas Bendtsen.
Men selvom de administrative medarbejdere hos Rønne Havn A/S skal arbejde hjemmefra i øjeblikket, så fortsætter arbejdet med at ruste sig til de flere fremtidige krydstogbesøg:
”Vi er ved at etablere et nyt velkomstområde til krydstogtturister, hvor buschauffører og taxichauffører kan holde. Vi er også ved at få etableret et stisystem så krydstogtturisterne kan vandre sikkert væk fra området enten på gåben eller med deres medbragte cykler,” udtaler Thomas Bendtsen der forventer at 2021-sæsonen bliver god:
”Det er ikke til at spå om, hvordan hele 2020-sæsonen bliver, men jeg har positive forventninger til 2021-sæsonen, da en relevant medicin og COVID19-vaccine formentlig er opfundet og effektueret på dette tidspunkt, hvilket vil påvirke alle markedsområder positivt og dermed også Rønne Havn A/S.”
Krydstogtlisten ligger på havnens hjemmeside under fagområdet krydstogt og den bliver jævnligt opdateret.
Billedtekst: Rønne Havn A/S er i fuld færd med at etablere nye faciliteter til krydstogtgæster. Fotograf: Havnevagten
For yderligere oplysninger – kontakt:
Vicki Johansen, Presseansvarlig: 24 79 47 29 eller vicki.johansen@roennehavn.dk