Baltic Power vælger Rønne Havn
Vindmøllerne til den mest avancerede og første offshore vindmøllepark, der skal bygges i Polen, Baltic Power, vil blive udskibet fra Rønne Havn i slutningen af 2024.
Rønne Havn har indtaget en førende position i Østersøen i forhold til at være installations- og udskibningshavn for offshore vindmølleparker.
Det næste offshoreprojekt på havnen bliver den polske vindmøllepark Baltic Power med en kapacitet på ca. 1,2 GW. Vindmølleparken etableres ca. 150 km. øst for Bornholm.
Baltic Power vil være den første offshore vindmøllepark, der bygges i den polske del af Østersøen, og de 76 vindmøller i projektet vil kunne levere strøm til over 1,5 millioner husstande.
Baltic Power bliver også det første europæiske projekt, der benytter Vestas' nye 15 MW vindmølle (V236-15.0 MW), som indtil nu kun er blevet installeret som en testmølle.
”Vi er meget glade og stolte over, at vi nu også bliver installationshavn for et polsk vindmølleprojekt, og så endda det første af sin art i Østersøen og med den helt nye 15 MW vindmølle fra Vestas. Vi tager det som et tegn på, at vi har fået styrket Rønne Havns position som Østersøens centrum for grøn energi,” siger Jeppe la Cour, kommercieldirektør, Rønne Havn A/S.
Baltic Power er et joint venture mellem det polske firma ORLEN og det canadiske firma Northland Power. Projektet vil bestå af i alt 76 vindmøller, som vil blive opsat i løbet af 2025.