Lars Nordahl bliver medlem af bestyrelsen i Danske Havne
Danske Havne styrker sin bestyrelse med Lars Nordahl, CEO for Rønne Havn A/S, som nyt medlem.
Rønne Havn spiller en central rolle i den grønne omstilling i Østersøen og fungerer som en vigtig del af infrastrukturen mellem Bornholm, resten af Danmark og udlandet.
De seneste år har havnen yderligere konsolideret sin position som Bornholms centrale forsyningshavn. Havnen fungerer også som regionens vigtigste udskibningshavn for vindmøller og et knudepunkt for krydstogtturismen i Østersøen.
"Rønne Havn er en nøgleaktør inden for den danske havnesektor og et forbillede, når det gælder grøn omstilling og udvikling af havnesektoren i Østersøen. Gennem sit arbejde som CEO for Rønne Havn har Lars formået at gøre havnen til en vital del af Bornholms økonomi og infrastruktur. Dermed er Rønne Havn ikke kun blevet en vigtig faktor for forsyningssikkerheden på Bornholm, men også en vækstmotor for øens mange virksomheder. Vi er meget glade for at byde Lars Nordahl velkommen i bestyrelsen for Danske Havne, og vi ser frem til at drage nytte af hans erfaring og visioner i arbejdet med at udvikle og styrke de danske erhvervshavne," siger Tine Kirk, adm. direktør i Danske Havne.
Danske Havne er brancheorganisationen for danske erhvervshavne. Organisationen arbejder for at fremhæve havnenes betydning for grøn omstilling, lokal udvikling og økonomisk vækst.